Kvæðasavn

Isaaks giftermål

Onnur heiti:
I ærlige brudefolk
Danska brúðarvísan

Uppskrift: Tuende.
Far til yvirlit yvir allar uppskriftir.

1. I Ærlig Brud=Folck giffr paa act,
Huad wi for edr vil siunge,
Om Isahac den Patriarch,
Huor hand sin Gifftermaal finge:
Der aff faar I bod' Trøst oc Lær',
At Gud vil Ect'skaffs fordrer vær',
Om de mon hannem frycte.

2. Abram kaller sin geffuest' Suend,
Eleazar met ære,
Du legg' din Haand vnder min Lend,
Sver mig ved Himlens HErre,
At du vilt vær' mig Huld oc Tro,
Oc hent' min Søn en god Hustro,
Deden som jeg dig viiser.

3. Aff Canâns Døttr' i Landet boe,
Skalt du ingen hid føre,
Vor Gud de huercken hør ey troe,
Haff ey met dem at giøre:
Men vandre til mit Færne Land,
Der finder du Pigen forhaand,
Gud hâr min Søn forsiunet.

4. Eleazar suared met beskedn,
Den Reyse vild' jeg giøre,
End om hun ey vil følg' mig dedn,
Skal jeg din Søn did føre?
Der til bleff suared, ingelund,
Naar du faar giort det best' du kund,
Saa est du nock vndskyldet.

5. Den Gud mig kalled' fra min ætt,
I Canâns Land at bliffue,
Oc ved sin sandru Eed mig jett,
Det Land min Sæd at giffue,
Skal send' sin hell'g Engel for dig,
Din Reysz' skal gaa dig lyckelig,
Hand selff skal for dig beyle.

6. Suenden hand giord' sin Eed da fri,
Sig strax til Reysen færde,
Met Suenne mang', Camele Ti,
Guld, Sølff, oc dyr'bar Vare:
Reyst saa til Mesopotamiam,
Til Nahors Stad, Jand snarlig kom,
Som Abram ham forviste.

7. Vden for Staden staar en Brønd,
Der vild' den Suend først huile,
At vederquæg' Camel' oc Tiund',
Som færd' de mange Mile:
Da komm' af Stadn met Krusz' oc Spand,
De Jomfruer skiøn at hente Vand,
Saa nøy' hand dem beskuer.

8. Hand giord' sin Bøn aff Hiertens grund,
Til Himmelens Gud oc HErre,
Kom nu til mig, oc giør Miskund,
Met Abraham min Herre,
At jeg kand kiend' fuldkommelig,
Det Gifftermaal' skeer aff dig,
Effter din velbehage.

9. Huo aff desz' Pigr mig suarer først,
See her har du min Spande,
Du drick selff først oc slyck din tørst,
Saa vil jeg Cameler vande:
Giff Gud at det maa være den,
Du har forseet min Herris Søn,
Det Tegn lad mig visz være.

10. Før end dee Ord vaar nær vdtald,
Rebecca kom met Spande,
Bathûels Daatt'r en Jomfru bold,
En deilig Mø forsande,
Hun søg'r til Brønd'n at fyld' sit Kar,
Hind' mød'r paa sted'n Eleazar,
Saa velig Hind' vndfanger.

11. O Jomfru god du giffu' mig Vand,
Saa hiertelig mig tørster,
Ja gierne, svaret hun, du Mand,
Drick fri emens dig lyster:
Jeg vil vel gaa til Brønd'n igien,
Oc vand' Camelern huer oc en,
Ingen skal bliffu' forsømmet.

12. Hand holte sig dog tausk oc still',
Til de haffd' drucket alle,
At hand kund' see huort Lycken vill',
Om det mon HErr'n befalle:
Saa skenckt hand hend' en Gylden' Span,
Oc Arme Ring' paa begge Haand,
Aff purist' Guld vdsmedet.

13. Oc sagde, sig mig, Jomfru kier,
Huo er den Fad'r oc Slecte?
Huor findes platz at herberger,
Mig, mine Camel oc Knecte?
Hun suared, Batgûels Daatt'r er jeg,
Hoss oss er platz til Folcken' oc dig,
Oc Fod'r til dine Camele.

14. Rebecc' met Tack den Skenck opbær,
Gaar hiem det at forkynde,
See det tor mig en Mand forær',
Nu jeg hent' Cand hoss Brønden,
Hinds Broder Laban vnrer paa,
Met hast til Brønden lod hand staa,
Der det alt saa befinder.

15. Velsignet vær aff HErr'n din Gud,
For din stor' Skenck oc ære,
Hui est du her saa sildig' vd,
Hoss oss du Herbergere:
Thi Stold'n er red' til din' Camel',
Oc Platz til Folcken skicked' vel,
Slet intet skal ed'r feyle.

16. Hand bød dem all' da hiem tillig,
Oc Disk lod for dem brede,
Men Eleâzar vndskylded' sig,
Oc giord' der paa sin Eede,
Jeg gaar i Affren ey til Bord,
Før jeg faar vdret huert et Ord,
Som mig er i befalning.

17. Abrahams elste Suend er jeg,
Met huis jeg met mig førde,
Gud signet ham, oc giorde rijg,
Offr alt det hand begærde,
Met Øxen, Faar, met Sølff oc Guld,
Met Suenn' oc Piger Husen' fuld,
Camel' oc andet meere.

18. Oc nu hans Hustru i Alderdom,
Sara den dyd'lig Quinde,
Fødde ham Isaac Sønnen from,
Som Gud oc Folck vel ynde:
Hans Fad'r gaff ham baad' Gods oc Jord,
Oc Canaans Land der wi i boer,
Er ham tilsagd aff HErren.

19. Nu har jeg ved min Eed ham jett,
(Min Herr' maa jeg ey suige)
At giør den Reysz' til ed'r hans Ætt,
Oc beyle til den Pige,
Ja HErren hoss Brønd'n gaff Tegen sand,
At jeg ret vist Jomfruen fant,
Som er min Herr' forsiunet.

20. Derfor jeg bedr i vid' mig Suar,
Som er' Formynd'r for hinde,
At jeg maa vid' det aabenbar,
Hvad i nu haffu' i Sinde,
At ey om mig skal sigs met skel,
Visz' Børn i By oc gange selff,
Det vild' mig ilde lade.

21. Laban oc Bathuel suared' til,
Wi sig' dig ey imode,
At HErrn jo det saa haffue vil,
Hand giffu' det lycks til gode,
Vor Samtøck wi nock giffue dig,
Vor Søster selff maa suar' for sig,
Huad hun der om kand tøcke.

22. Rebecc' bleff kallet for dem ind,
Frivillig selff at suare,
Har du det stadigt i dit Sind,
Met disse Mænd at fare,
Fra Land oc Folck som de est fød?
Du skalt ey sige du vaar nød,
Din Villie skalt du nyde.

23. Hun suared der til viselig,
Som Gud skød hind' i hue,
Guds Gierning venden staar ey til mig,
Eller Mendskelig formue:
Hun rickr Eleazar sin Haand,
At hun vil følg' til Canâns Land,
Der Isaacs Hustru bliffue.

24. Loffuet være HErren Abrams Gud,
Sand hand aff Hiertens glæde,
Som hâr nu giort min Reyse god,
Til den jeg efftr mon lede:
Oc hâr bevist Naad' oc Miskund,
Min Herr oc mig, saa mangelund:
Hannem skee evig ære.

25. Dernest sit Liggendfæ opledr,
Giffr Jomfruen Festens gaffue,
Guldkar, Sølffkar, oc dyrbar Klædr,
De skønnist nogen vild haffue:
Hindes Modr oc Brødre hand oc betenckt,
Met stor Forær'ng oc kostlig Skenck,
Saa red'lig hand sig holder.

26. Ham lystr da først at gaa til Bord,
Met sin' metfølgend' Suenne,
De aad' oc druck' met lyst oc moor,
Der vaar stor glæd' i Hende:
Den anden Dag tog hand affsked,
Met Rebecca aff sted hand red,
Ey lengr de ham kund' hindre.

27. Velsignet vær du vor Søster kier,
Raabt' all met samled Munde,
Himlens Gud velsigne dig der,
Som du nu heden stunder:
Din Sæd maa bliffu' mang' Tusinfold,
Oc Offuer din Fiend haffu' mact oc vold,
Oc deris Port' besidde.

28. Eleazar tog Jomfruen til sig,
Paa Camelen til sæde,
Hend' følget Piger flittelig,
Der vaar baade sorg oc glæde:
Hun sig'r sin Venner gode Nat,
Saa grebe de ret veyen fat,
Til Canâans Land lod stande.

29. Men som de kom der Sør i Land,
Hart hos som Isaac boede,
Vaar hand vdgangen mod Afftens stand,
I Marck'n at see til gode,
Oc giør sin Bøn som hand vaar vaand,
Alt hoss det Leffuend' oc seêndes Vand,
Bliffr der Camelne vare.

30. Rebcc' oplod sin Øyen met fryct,
Seer Isaac der sig rørde,
Ned steg fra Camelen met Tuct,
Oc tal til Suenden sig førde:
Huo er den Mand som hisset kom,
Det er, suar hand, min Herre from,
Huis Kierist' du skalt bliffue.

31. Der Isaac haffd' hørt det til end',
Huor Reysen vaar affstanden,
Hand sig til Rebeccam hen vend,
Tageer hind' ved høyre Haande:
Led'r hin' saa i sin Moders Bo,
At bliffu' sin eniste Hustro,
Oc elskt hind' alle Dage.

32. Den samme Himmelsk' HErre Gud,
Bed' wi for eder baade,
Vnd' ed'e at leffu' effter sin Bud,
Nyd' Siels oc Legems gode,
Oc Leffu' tilsamm'n i mange Aar,
See Børn oc Børne Børnens skar,
Før i ved Døden skilles.

AMEN

(c) Dansifelagið í Havn