Kvæðasavn

Susannes vise

Annað heiti:
Hører til I piger og kvinder

Uppskrift: Cassube1681 pp. 731-734.
Far til yvirlit yvir allar uppskriftir.

1. Hører til I Piger, oc Qvinder,
som lefve i Ectestand,
hvorledis Susanne
var tuctig oc dannis
mod Ioachim hendis Mand.

2. Deylig, rjg oc fromme,
blant Qvinder i Babylon,
Gudfryctig oc vjsz,
bar hun den Prisz,
Naffnkundig aff sin Viszdom.

3. Ved hendis Huus monne stande,
end deylig Hafve med Fruct,
did pleyede Susanna,
aff daglig Vane,
at gange med Ære oc Tuct.

4. En Tjd monn' det sig hende,
Susanna gick med stor Snilde,
med sine to Piger,
i Haffven tilljge,
at hun sig bade vilde.

5. I Græsset under Træerne at bade,
satte sig i Haffven ned,
de Pjger den Port,
tillucte saa hart,
at hun kunde bade med Fred.

6. Ganger nu bort effter Sæbe,
oc Balsom at jeg kand,
mit Legem vel bade,
med Koste oc Blade,
mig seer nu ingen Mand.

7. GUD bedre det, dis verre,
to Dommere vaar der usnilde,
hvis Hierte optænde,
vaar stedse at skiende
Susanna baade aarle oc silde.

8. Saa gladelig ginge de Piger,
igiennem den bage Dør,
saa ginge til hende,
de Skalcke tvende,
som de havde paalagt før.

9. Naturen tvingde dennem baade,
hver lenge tenckte ved sig,
med Kierligheds Brynde,
at være udi sinde,
torde dog ey neffne slig.

10. En lagde frem deris Tale,
oc sagde til hende saa,
aff Kierligheds Brynde,
er vi til sinde,
vor Villie med dig at faa.

11. Om du icke vilt giøre,
effter voris Begier,
da skal vi side,
at vi saae ligge,
en ung Karl hos dig her.

12. Ach hun suckede saare,
oc raabte i denne sin Nød,
om jeg samtycker,
i saadanne Stycker,
da er jeg skyldig at døe.

13. Oc om jeg eder bevilger,
saa bringe i mig dog om,
langt heller jeg døer,
i Angist oc Nød,
end bære Guds Vredis Dom.

14. Om Morgenen tjlig der effter,
de Klage offver hende gaffve,
en ung Karl vi saae,
hos hende laae,
udi hendis egen Haffve.

15. Der vi nu komme tilljge,
oc saadan Skkiendesel saa,
hende grebe vi an,
hand fra os sprang,
vi kunde ham icke faa.

16. Raskmodig oc karsk til Fode,
var hand vi Sandhed sige,
støtte op den Port,
løb fra os bort,
monne saa fra os undvjge.

17. Alt effter deris Ord oc Tale,
alt Folcket for Dommen dem troede,
oc dømte til Døde,
Susanna uden Brøde,
effter deris Vidne baade.

18. O hun suckede saare,
oc raabte til HERren sin GUD,
alt lønligt oc skiult,
for dig er ey dult,
lad Sandhed kiendis nu.

19. Nu maa jeg døe O HERre,
for Verden en skammelig Død,
jeg klager for dig,
uskyldig er jeg,
hielt mig aff denne min Nød.

20. Strax lod Gud da opvævke,
Daniel en Mand saa god,
at hand med Raab,
iblaant den Haab,
svaret for det uskylge Blod.

21. I DOmmere hvi haffve I dømmet,
med saadan rætferdighed?
I maatte vel høre,
oc eder forspørge,
om Sagens Leylighed.

22. Først skulle I disse Skalcke,
den eene fra den anden skillie,
saa faa I at høre,
naar I dem tilspørge,
deris falske Raad oc Villie.

23. Der de vaare adskilde,
kalde de den eene for sig,
du arrige Skalck,
du skadelig Falck,
den Synder nu skamme dig.

24. I men du dem haffver funden,
sig frem under hvilcket Træ?
Ned under en Lind,
saa monne vi find,
den slemme Gierning af skee.

25. Dernest kaldet de den anden,
oc sagde til hannem saa:
du Cains Art,
sig frem med Fart,
under hvilcket Træ de laa?

26. Eder skal jeg det sige,
foruden all Løgn oc Tant,
ret under en Eeg,
saa monne de ligge,
der vi dem sammen fant.

27. Daniel sig ey længer beraadde,
svaret for den uskyldige Vjf,
deris slemme Løgn,
oc falske Sagn,
skil dem ved deris Ljff.

28. Tvi eder I Skalcke baade,
for eders Falsk oc Svjg,
I dømmer de Fromme,
lader løbe de Grumme,
ret ubesindelig.

29. Saa lagde de Hænder tilsammen,
paa de to Skalcke baade,
med fuld got Skel,
steenet dennem ihiel,
saa vil dog Sandhed vogne.

30. Alt Folcket som der monne være,
de raabte med høyer Røst,
O GUD skee Ære,
som nu har here,
Susanna fra Døden løst.

31. Derfor I Dommere alle,
som Dommen affsige skal,
Retfærdiglig dømmer,
som det sig sømmer,
saa mon Gud eder befal.