Kvæðasavn
Hr. Ålebrands vise
Onnur heiti:
Jeg vil for Eder en vise kvæde
Skjold Bjørnevæje
Uppskrift: HSV 95, pp. 230-232.
Far til yvirlit yvir allar uppskriftir.
1. Jeg vil for Eder en vise kvede,
den er for mig for munden så vel til rede.
Så herlig og så vel, og derudi trode.
2. Jeg vil kvede en vise forsandt,
alt om en konge i Dannemarks land.
3. Alt om en konge i Dannemarks land,
Skjold Bjørn af Vejjer, så hedte han.
4. Den Herre var sig både mild og blid,
dertil var han så dydelig.
5. Den Herre var sig både hellig og brav,
så mange nyttige love udgav.
6. Der han var gammel femten år,
i styrke over alle de kemper han var.
7. I styrke over alle de kemper forsandt,
den vildene bjørn i skoven han bandt.
8. I styrke over alle de kemper han var,
den vildene bjørn han bandt og bar.
9. En dag kom hannem i hue og sinde,
at han skulde Rigerolv af landet vinde.
10. Den Herre han lader en flåde udruste,
lykken så vilde den Herre friste.
11. Han lader udruste udaf sit land,
tolv tusinde af de bedste han fandt.
12. Så sejled' de frem ved Afrikas side,
de skendte og brendte over Afrikas rige.
13. De skendte og brendte over Afrikas land,
så alle de gave sig under hans hånd.
14. Dernest kom han til en vildene ø,
da vilde en trold tage hans festemø.
15. Det trold bød kongen ud at dyste,
enten sejer at vinde eller jomfruen at miste.
16. Kongen han tenkte så ved sig,
skal dette trold vinde sejer af mig.
17. Skal dette trold kaste mig for ravn,
slet aldrig vilde jeg bere kongenavn.
18. Kongen bød legge sadel på hest,
mod trolden vilde han ride en dyst.
19. Kongen han rendte mod trolden af vrede,
så troldens hals gik sønder af lede.
20. Kongen han rendte mod trolden så fast,
at troldens hals den sønder brast.
21. Det spurgtes over al verden så vide,
den danske konge var dragen at stride.
22. Det spurgtes ind til Tyskeland,
at alle de gave sig under hans hand.
23. Der bor en kempe i det tyske land,
Hr. Ålebrand så hedte han.
24. Hr. Ålebrand så hedte han,
og han var kejserens geveste mand.
25. Hr. Ålebrand taler et ord for sig,
Krist give den danske havde kommet mod mig.
26. Kejseren lader sine ord så lyde:
Agter du mod den danske konge at stride.
27. Alt som de stod og talte det ord,
da kom et bud og stedtes for bord.
28. Da kom et bud og stedtes for bord:
Her holder en skibeflåde uden for.
29. Hr. Ålebrand vred sin hvide hand:
Krist give det var kongen af Dannemarks land.
30. Kongen han op i byen så,
en forferdelig hær for muren står.
31. En forferdelig hær for muren står,
en skadelig kempe for hæren går.
32. En skadelig kempe går for den hær,
han haver et skinnende glimrend' sverd.
33. Kongen han op i byen drog,
Hr. Ålebrand sender hannem breve i mod.
34. Enten så skal du rømme af land,
eller du bliver slagen under min hand.
35. Kongen han svarer slet intet dertil,
han agter at bruge et andet spil.
36. Kongen han op i byen drog,
Hr. Ålebrand red hannem selv i mod.
37. Enten så skal du rømme af land,
eller du bliver slagen under min hand.
38. Dine danske tapre de ere så små,
hvad kunde de mod de tyske bestå?
39. Ere de små så ere de raske,
de kunde så vel med sverd at braske.
40. De kunde så vel med sverd at fare,
Hr. Ålebrand du tag dig vare.
41. Kongen han lader sine ord så lyde:
Vel op I danske, lader sverdene byde!
42. De danske de holdte sig sammen i troppe,
så hugge de ned de tyske kroppe.
43. Ålebrand rider i hæren frem,
der faldt for hannem så mangen mand.
44. Kongen han hug, men ikke han høtte,
Hr. Ålebrand hannem i striden mødte.
45. Ålebrand hug med sverd så fast,
men kongen bødte for hvert et kast.
46. Haver du hugget af al din magt,
da skulde du ferre ord have sagt.
47. Da lod kongen sin styrke prøve,
han var at se som den brølende løve.
48. Da lod kongen se sin magt,
han holdt om odden og slog med skaft.
49. Han holdt om odden og slog med skaft,
så Ålebrands hoved i stykker brast.
50. Som han midt i striden stod,
da kom til hannem så hastig et bud.
51. Da kom til hannem et bud på stand,
at svensken havde indtaget Dannemarks land:
52. Somme ere syg, somme ere slagne,
somme de ere til fange tagne.
53. Somme ere syge og somme ere såre,
somme de ligge på ligebåre.
54. Kongen han lader ad stranden stå,
han vinder op silkesejl i rå.
55. Han vinder op sejl for uden al sorg,
han strøg den ikke ned førend uden Kronborg.
56. Kongen han ind på København så,
vel hundrede skibe for havnen lå.
57. Vel hundrede skibe for havnen lå,
han så de svenske på slottet gå.
58. Sit slot havde han så vel beprydet,
i stand var han det ej selv at bryde.
59. Han lå der i dagene fem,
men ikke så vandt han sejer i dem.
60. Han lå der i dagene ni,
men ikke så vandt han sejer i de.
61. Kongen han lader sine ord så lyde,
han byder de svenske ud at stride.
62. De svenske de toge så vel oppå:
Et bedre bud kunde vi ikke få.
63. Et bedre bud kunde vi ikke få,
i aften at drikke, i morgen at slås.
64. Årle om morgen førend solen oprandt,
da havde han slagen syv tusinde mand.
65. Syv tusinde mand ihjel han slog,
den svenske konge til fange tog.
66. Han lod hannem binde så overmåde fast,
hans hjerte af sorrig og pine brast.
67. Nu haver han disse to riger i volde,
så lenge han lever han dennem beholder.
Så herlig og så vel, og derudi trode.
(c) Dansifelagið í Havn
