Kvæðasavn

Holger Danske og Burmand

Onnur heiti:
Burnamand
Burmand og Olger Danske
Burmand holder i fjeldet ud

Uppskrift: DKF 8.
Far til yvirlit yvir allar uppskriftir.

1. Burmand holder i fjeldet ud,
han lader sit skjold vel skinne;
sender han bud til Iselands konge,
om han haver datter hin væne.

Olger Danske, han vandt sejr af Burmand

2. »Hør du Iselands konning god,
du hør, hvad jeg siger dig:
Du skalt give mig datter din
eller skifte dine lande med mig.«

3. »Enten skal du give mig datter din
eller skifte med mig dine lande,
eller skal du fly mig den kæmpe god,
som mig i kredsen kan bestande.«

4. »Jeg haver ikke datter uden en,
jomfru Gloriant de hende kalde;
jeg haver hende en konge trolovet,
jeg tror hannem vel for alle.«

5. »Jeg haver hende en konge trolovet
kong Karl så er hans navn.
Kan han hende ikke for dig værge,
så ganger hun dig til gavn.«

6. Det var Iselands konning god,
han ganger i buret ind;
det var jomfru Gloriant,
hun stander hannem op igen.

7. »Hør du allerkæreste datter min,
og her er tidende ny:
Burmand holder i fjeldet ud,
han lader fast efter dig bie.«

8. »Burmand er så hård en helt,
og han farer ikke med tant.
han vil endelig have dig,
uden nogen kan hannem bestande.«

9. Det var jomfru Gloriant,
hun ville ikke længer tie:
»Her er en fange i tårnet inde,
jeg tror, han skal hannem bie.«

10. »Vilt du give mig æren din,
du jomfru favr og fin,
da skal jeg slå dig Olger Danske
og binde dig Karl alene.«

11. Det var jomfru Gloriant,
tager over sig kåben blå;
så går hun i det fangetårn,
hvor alle de fanger lå.

12. Det var jomfru Gloriant,
hun råber over alle de fanger:
»Est du levende, Olger Danske,
og est du før at gange?«

13. »Est du levende, Olger Danske?
Jeg siger dig på min sand:
Her er en trold; han begærer mig,
og det er sorten Burmand.«

14. »Ikke vil jeg den fule gast,
jeg lover mig en kristen mand.
Kan du hannem i kamp overvinde,
så ganger jeg dig tilhånde.«

15. »Her haver jeg ligget i femten år
i bånd og hården fange.
Vel vorde Eder jomfru Gloriant,
at I ville til mig gange.«

16. »Her haver jeg ligget i femten år
og lidt både hunger og tørst;
så liden er min formue
at stride mod trolden først.«

17. »Høre I, gode Olger Danske,
I hjælpe mig af denne nød.
Før jeg tager den lede trold,
langt heller var jeg død.«

18. »Manden er grum og hesten er gram,
det siger jeg Eder for sand.
Jeg haver det hørt og spurgt forvist,
han bider med ulvetand.«

19. »Ikke så vil han andet æde
end kød af kristen mand.
Ikke så vil han andet drikke
end blod med edder blandet.«

20. »Eders fader gav Eder så fin en mand,
konning Karl så er hans navn;
han kan Eder ikke for trolden værge,
så ganger I mig tilhånde.«

21. »Vel vorde Eder, jomfru Gloriant,
at I ville til mig gange.
I give mig spise og drikke god
jeg bryder med Burmand en stang.«

22. »Kunne I fly mig en hest igen,
dertil min brynje og sværd,
da gjorde jeg det for Eders skyld,
jeg red mod Burmand en færd.«

23. »Kong Karl han er min staldbroder huld,
han skal det visselig spørge:
Før da skal jeg lade mit liv,
før Burmand skal Eder hjemføre.«

24. »Jeg vil give dig kosten god,
den bedste dig lyster at æde;
så giver jeg dig din hest igen,
som dig lyster helst at ride.«

25. »Jeg vil give dig sværd så stærk,
dig lyster at binde ved side;
dertil fanger du glavind så fast,
som du må vel på lide.«

26. Toge de Olger udaf det tårn,
de lode hannem klæder skære;
satte de hannem øverst til bord,
de lode hannem maden indbære.

27. Burmand kom der ridende i gård,
han agted den jomfru bortføre,
Olger Danske imod hannem red,
han fik hannem andet at gøre.

28. De sloges i dage, de sloges i to,
den tredje dag til kvælde.
Satte de dennem på en sten,
der lysted de kæmper at hvile.

29. Det var goden Burmand Kamp,
han taler til Olger Danske:
»Vil du tro nu på min gud,
så tager jeg dig til fange.«

30. Det da svared han Olger Danske
- han gad disse ord ikke lide -:
»Når du kommer til helvede hen,
sig Olger sendte dig did.«

31. Tilsammen rede de helte påny,
de vare jo begge lige stærke;
sønder gik deres gode hjelm,
deres glavind fløj langt i marken.

32. De stridde så længe, de stridde så hårdt,
de vare både trætte og møde;
slagen blev han Burmand Kamp,
han faldt til jorden død.

33. Olger red til den skønne jomfru:
»Tager nu Eders fæstemand.
Jeg haver dræbt med mit gode sværd
den fule forgiftige ånd.«

Olger Danske, han vandt sejr af Burmand.